Er det mobning?

Få svar på dine spørgsmål i vores brevkasse

hej...

Jeg er, som så mange andre her på siden, i syv sind.

Min historie starter i Maj 2003. Efter 1 års barsel med min yngste datter, møder jeg 28 somre, glad, fro og nok meget initativ- og iderig op på min arbejdsplads. Og glæder mig meget til at begynde igen. Imellem tiden er der blevet ansat en 2 år yngre mand, som leder for mig, ikke at jeg har noget imod dette, og synes også at han er en meget fornuftig ung mand. Han har dog måske lidt svært ved at høre på, hvad hans personale prøver at gøre ham opmærksom på - mht. problemer og manglende kommunikation på stedet.Jeg påpeger de problemer der er, for mit eget vedkommende, men føler ikke at der er den store hjælp og opbakning, eller at der sker noget fra ledelsens side. Sommeren over oplever jeg, uden at gøre noget ved det, gentagne gange et galloperende hjerte, åndenød, bliver bange/angst for at der skal ske mig eller min familie noget. Er bange for at lægge mig til at sove, da jeg efterhånden har overbevist mig selv om, at jeg ikke vil vågne op den følgende dag. Det hele ender med en lang grædedag, hvor jeg tilsidst kontakter min nærmeste familie, som får kontakt til min læge og sat mig i behandling medicinsk, samt samtaleterapi. Mit arbejdssted kontakter jeg selv og fortæller, at jeg er ramt af en depression, som skyldes arbejdsrellaterede belastninger- fra både arbejdskolleger og nærmeste ledelse.

Dette sker i september 2003. Jeg får herefter lidt ro til at komme ovenpå igen, men inden længe er både ledelsen og kommunen over mig - da jeg nu har været syg længe nok. På dette tidspunkt er vi fremme ved slutningen af november. Pr. 1. December invilliger jeg i at opstarte på deltid, da jeg begynder at føle mig ovenpå igen. Dette gør jeg frem til 1. Februar 2004, hvor jeg opstarter på fuld tid - lidt presset fra ledelse og kommune igen, men synes selv, at det er ok. Nu står jeg igen i den situation, at jeg er dybt frustreret over min nærmeste leder, den smukke unge mand, som denne gang fortæller mig, at jeg er den der skaber problemerne på min arbejdsplads ved at være for frembrusende, initiativrig og stiller generelt for mange spørgsmål til min arbejdsplads og min leder. Jeg er udemærket klar over, at jeg ikke er populær hos ham, men må også sige, at jeg er dybt skuffet over den behandling jeg nu har fået. Jeg har været til et møde med min leder og får her afvide, at jeg har skabt store problemer ved at flytte rundt på møblementet, hvor jeg ikke havde taget alt øvrige personale med på råd. Jeg har skrevet for meget i en kommunikationsbog på afdelingen og generelt fyldt for meget i afdelingen, samt sat spørgsmålstegn ved for mange ting - som jeg ikke burde gøre nu, da jeg just er vendt tilbage på arbejde. Ligeledes blev jeg opfordret til, at tale mindre frembrusende, da jeg ville gøre mine arbejdskoller bange for mig. Efter en dags tænkepause konfronterede jeg min leder igen og spurgte til, om der var nogen der havde beklaget sig over min væremåde, mit arbejde min fremtoning, om der var nogen der var bange for mig. Svaret var - som ventet - det var der ikke, men at det var formodninger om, hvad der kunne ske og ville ske, hvis jeg ikke stoppede.

Jeg gik fra mit arbejdssted endnu engang dybt frustreret over de beskyldninger der viste sig ikke at være hold i. Dagen efter blev jeg ringet op af min leder - igen - der i pæne vendinger fortalte mig, at han var ked af og lidt chokeret over det der var sket dagen før. Samt bad mig møde ind til en lille samtale senere. Jeg mødte op og blev endnu engang opfordret til ikke at tiltale ham på den måde, da han i allerhøjeste grad havde følt sig overfuset og udskældt. Dette blev ikke tollereret, da han, som han selv sagde "jeg er din leder, og hvad jeg beder dig om at gøre det skal du efterleve, jeg har været leder her på stedet i 2 år og du er først lige kommet" Her er blot en lille hage, jeg har arbejdet på stedet 2 år før han kom og har aldrig mødt så meget rod og frustrationer på stedet som nu. Efter at have talt sammen i kort tid blev endnu en leder kaldt med til samtalen, hvilket undrede mig da vedkommende ikke har med mig at gøre. Her fik jeg hurtigt af vide at det var for - endnu engang - at fortælle mig at jeg havde handlet urationelt og om ikke skyldtes at jeg var ved at blive "syg" igen, hvilket jeg måtte sige nej til. Dertil fik jeg det spørgsmål, om jeg følte jeg havde for meget energi i nærmest overstatisk niveau(alla manisk). Oven på dette spørgsmål, fik jeg blot afvide at jeg skulle se at smøge ærmerne op og komme videre.

Endnu engang er jeg gået fra mit arbejdssted dybt chokeret og frustreret. Jeg har udspurgt mine kolleger om der var ting ved mig man ikke kunne lide og gav dem forklaringen hvorfor jeg spurgte. Alle nærmeste var dybt rystet og enkelte har tænkt sig at henvende sig til lederen da de føler lige så stor andel i "de opståede problemer" og ikke mener at jeg har hele ansvaret og skylden. Pragtfulde kolleger, som jeg er meget taknemmelige for. Jeg sidder blot her tilbage og skriver - i syv sind - da jeg ikke aner hvad jeg skal stille op. Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig der er problemet eller hvad det er. En ting forsøger jeg at klamre mig til - det er jeg vil ikke opleve at have det så dårligt igen , som jeg havde i september. Et simpelt spørgsmål til jer er, hvad vil I råde mig til i den situation jeg er i nu, hvor jeg sidder her og skriver mine oplevelser ned, samtidig med at tårerne triller ned ad mine kinder?

Har jeg misforstået noget i denne sammenhæng, eller er dette ikke hvad der kaldes mobning på arbejdspladsen og i værste fald fra ledelsen. Vil det koste for meget på mit eget helbred og ellers lyse og glad sind, at blive. Jeg er ellers glad for det arbejde jeg har som omsorgsmedarbejder på et demensafsnit. Eller skal jeg kaste håndklædet i ringen og søge nye græsgange, da min åbenhed omkring min sygdom nu bliver brugt som skyts mod mig for at få mig til at tie. Er det kun mig der synes at der er et problem mellem medarbejder og ledelse, eller er det generelt problem på mange arbejdspladser?

Kærligste hilsner

Vivian      

Kære Vivian

Det lyder som en meget ulykkelig situation du er havnet i og ét er sikkert, situationen skal ændres hvis ikke du og din familie skal "gå ned" på grund af den problematik du beskriver. Jeg vil sige at det er meget svært at besvare og rådgive i en så kompleks sag som din i en brevkasse.

Min første tanke er at du har brug for at diskutere situationen med en professionel, en der kan sidde ansigt til ansigt med dig og få stillet en masse spørgsmål til situationen som helhed og især til dig og dit velbefindende! Vi er jo altid medspillere i de situationer vi havner i og det lyder som om du og din nye leder ikke har fået afklaret hvordan jeres forhold skal udspille sig i hverdagen, det vil sige hvad han forventer af dig og hvad du forventer af ham. Du kommer tilbage - frisk og ved godt mod, som du skriver, men kommer tilbage til en forandret situation. Ny leder, med nye tanker om såvel arbejdet som ledelsesstilen. Det er hvad jeg læser af dit brev. Jeg ved ikke hvordan du har grebet den nye situation an, men det fremgår i hvert fald, at det du har gjort ikke falder i god jord.

Mit råd til dig kan være at du går til lederen og beder om en samtale, hvor du forinden fortæller at du gerne vil få hverdagen til at fungere og at du derfor vil bede ham tænke over hvilke forventninger han har til dig, din arbejdsindsats og dit sociale engagement på arbejdspladsen. Du skal til gengæld gøre dig tanker om dine forventninger til ham som leder, hvilken kommunikation du forventer, hvilken støtte du forventer mm. Du skal også gøre dig tanker om de forventninger du har til din egen arbejdsindsats og dit sociale engagement i dagligdagen og melde det til ham. Her fra er der måske mulighed for at få afklaret hvilke ubalancer der ligger mellem jer og eventuelt mulighed for at få dem justeret så i kan få en god hverdag til at fungere - sammen! Som jeg skriver i starten er dette ikke den optimale måde at møde dit problem på, det kræver at der er mulighed for at afdække situationen mellem dig og din leder i højere grad gennem spørgsmål. Men held og lykke med hvad du nu end gør ved din arbejdssituation.

Det vigtigste er at du gør noget for at sikre en god hverdag for dig og din familie, så de ikke også rammes af din arbejdssituation!

Med venlig hilsen

Jeanett Bonnichsen
Psykolog
Center for Stress og Trivsel

Ønsker du at høre nærmere om vores AMR-kurser?

Udfyld formularen og få et uforpligtende tilbud på din opgave. Vi vender tilbage hurtigst muligt.