Måden vi bruger sproget på har stor betydning ud fra den betragtning, at det er gennem narrativer – individuelle og fælles fortællinger - vi sammen skaber virkeligheden.  Måden vi taler om stress på er derfor vigtig for vores opfattelse af, hvad stress er for en størrelse, hvad det gør ved os, hvad vi selv kan gøre ved det, hvem eller hvad der stresser, hvem eller hvad der er stresset eller har stress.

Af autoriseret psykolog Birgit Bruun  Center for Stress

’Jeg er stresset’. ’Du stresser mig’. ’Her har vi ikke stress’. ’Her tager vi stress alvorligt’. ’Mit arbejde stresser mig’. ’Vi er i en stresset periode’. ’Mit liv er stressende’. ’Vi har en stressende arbejdsplads’ eller ’Vi har en stresset arbejdsplads’ osv.

At tale om stress som noget, der er inden i os selv, noget der er uden for os selv, eller noget der er i relationerne mellem os og omverden, har stor betydning for vores parathed til selv at gøre noget ved det. Hvad har jeg selv har indflydelse på, hvordan og hvornår vil jeg selv bestemme over mit (arbejds-)liv, og hvad skal der til, for at jeg går i gang med de nødvendige ændringer?

Stress – en kritisk ven
Som praktiserende stresspsykolog arbejder jeg dagligt med mennesker, der som enkeltindivider opsøger hjælp for ’at få deres stress behandlet’. Det drejer sig om ansvarsbevidste og pligtopfyldende kvinder og mænd i alle aldre fra slutningen af tyverne og til op i tresserne. De mærker psykisk og fysisk, hvordan stress ’slår ned’ og giver sig udslag i meget alvorlige, slidsomme og langvarige ubalancer og ændringer af psykologiske, kemiske og biologiske processer i kroppen på den enkelte. 
Det er helt nødvendigt, at disse mennesker får den nødvendige hjælp til at forstå og arbejde med at håndtere ’deres stress’ på individplan. En måde at arbejde med stress på dette niveau er at vælge at se den som en ’kritisk ven’, der med stor og vedholdende styrke melder sig og beder den enkelte om at stoppe op, kikke på sit liv og bevidst prioritere sine værdier.

Men det er samtidig vigtigt, at man også kan se stressen som udtryk for noget, der ’er uden for den enkelte’, både i sin opståen og derved også i behandlingen af den. Stress er således også noget, der er mellem mennesker, i relationerne til andre - det være sig i privat - og i arbejdslivet. Håndteringen af stress på dette relationsplan foregår bl.a. ved en fælles bevidstgørelse om de krav og forventninger, vi har til os selv og hinanden - og at vi efterfølgende sammen afstemmer resurser og krav både til den enkelte og til gruppen eller familien. Så ud over at den stressramte må ændre noget radikalt selv på individplan, skal der også ske forandringer på arbejdspladsen med hjælp og forståelse fra kompetent ledelse og gode kolleger for at sikre, at stressen ikke udvikler sig til en kronisk tilstand.

Stress i organisationen
Som organisationspsykolog bliver jeg ofte bedt om at hjælpe en virksomhed eller afdeling ved at undervise dem i og/eller arbejde processuelt med stress og stresshåndtering på arbejdspladsen. 
Kan en arbejdsplads have stress? Mit svar vil være, at der er arbejdspladser, der - ofte ubevidst - fremkalder stress hos medarbejdere og ledelse – og der er arbejdspladser, der – helt bevidst - reducerer stress. Tydelige rollefordelinger mellem ledere og medarbejdere og klare kompetenceveje i organisationen er stressreducerende. God overensstemmelse mellem krav og resurser er stressreducerende. Vedholdende arbejde med det psykiske arbejdsmiljø og en bevidst personalepolitik er stressreducerende. Så vi ved heldigvis en hel masse om, hvordan vi kan reducere stress på arbejdspladserne.