Stressede børn bliver ofte syge børn
Det er vigtigt at være opmærksom på, om jeres børn har stress. Børn, der har stress, bliver nemlig oftere syge end andre jævnaldrende børn. Stressede børn får ifølge amerikanske undersøgelser feber i 36% flere tilfælde end børn i ikke-stressede familier, og forekomsten af andre sygdomme som f.eks. mellemørebetændelse og maveinfektion øges med 11%.
Dette skyldes, at stress nedsætter dit barns immunforsvar.
Mange forældre er faktisk bekymrede for, om deres børn får stress, og det har de god grund til. Flere og flere børn i Danmark bliver indlagt med alvorlige stresssymptomer, og antallet stiger bekymrende fra år til år. Igennem de senere år har sygehusene i Ålborg, Hillerød, Næstved og Roskilde oplevet stigninger på mellem 10 og 30% i antallet af børn, der er så syge af stress, at de må indlægges. Det fylder godt på børneafdelingerne, og i nogle tilfælde er halvdelen af sengepladserne nu optaget af børn med stress. Og vi taler om børn fra ganske almindelige familier! Det bør bekymre os, da det at få stress i så tidlig en alder medfører, at disse børn har langt større risiko end andre for at få psykiske lidelser senere i livet og muligvis resten af livet. Der er især tale om angstanfald og depressioner,
Svenske undersøgelser supplerer med fakta, der viser, at børn med stress lettere udvikler hjertekarsygdomme og sukkersyge som voksne.
Det er svært at sige, hvor mange børn i Danmark, der er stressede, men svenske undersøgelser tyder på, at det er omkring hvert femte barn.

Stressede børn producer mere af stresshormonet kortisol
Børn med stress har som regel et forhøjet indhold af stresshormonet kortisol i kroppen, når de vågner om morgenen. Det viser, at kroppen er i en stresstilstand det meste af døgnet. Kortisol bliver produceret i binyrerne, og det er et stresshormon, der ofte øges kraftigt, når der er tale om stærke angst- og aggressionsfølelser. Den alt for store koncentration af kortisol er den store synder. Det er den, der gør børnene (og i øvrigt også voksne) syge. Kortisol bremser dannelsen af hjerneceller, især i de dele af hjernen, der har med følelser og intellekt at gøre. Så ud over risikoen for sygdomme har stressede børn sværere ved at indlære og at handle hensigtsmæssigt rent følelsesmæssigt.

Hvornår starter al den stress hos børn?
Stress hos børn kan starte meget tidligt. Allerede i fostertilstanden reagerer vi på ydre stimuli, og et foster kan få stress fra 1. uge. Fra uge 1 reagerer fosteret på sin mors psykiske tilstand, fordi der er et gensidigt forhold i kortisolmængden mellem moderens og fosterets blod. Problemet er, at kvinder, der i graviditeten er meget - og jeg understreger meget - bekymrede og stressede, kan risikere, at produktionen af kortisol ”løber løbsk”. Der er noget, der tyder på, at den stopmekanisme, der får hjernen til at dæmpe eller stoppe produktionen af stresshormoner, specielt kortisol, går i udu. Det betyder, at der bliver produceret stresshormoner i en jævn strøm. Og allerede fra første og helt frem til 36. graviditetsuge kan det påvirke fosterets hjerne negativt. Den hæmmes simpelthen i sin vækst. Det vil på godt dansk sige, at den ikke har den størrelse og funktionsduelighed, den burde have ved fødslen. Undersøgelser tyder på, at den stress, hjernen udsættes for i fostertilstanden, senere kan give barnet adfærdsproblemer.

Barnet kan blive mere asocialt og få en ukontrolleret adfærd og lav irritationstærskel. En konsekvens af stress i så tidligt et stadie af udviklingen kan også være en væsentlig forringet evne til at kunne koncentrere sig.
Kvinder, der er stressede og bekymrede under graviditeten, har endvidere en forringet blodgennemstrømning gennem livmoderen. Dette påvirker også barnets senere evne til at håndtere stress, dets hjerneudvikling, dets immunforsvar og hjertet. Det vil sige, at disse børn efter fødslen bliver mere sensitive - der skal ikke så meget til, før de får stress. Og på samme måde vil de få sværere ved at håndtere stress.

Stress påvirker børn resten af livet!
Når barnet er født, er der selvsagt masser af faktorer, der kan give stress, og den stress, vi får i forbindelse med opvæksten, sætter sig også skadelige spor. F.eks. kan hjernens udvikling hæmmes af tidlig stress, idet den jo først er færdigudviklet i teenageårene. Grundlæggende er der tale om seks forhold, hvor tidlig stress har negative konsekvenser for barnet senere i livet:

• For det første betyder stress tidligt i barndommen, at barnets rektionsmønster i forhold til stress ændrer sig. Barnet bliver mere følsomt over for stress, og der skal meget mindre til, før barnet reagerer med stress, hvor andre ikke ville gøre det. Den mekanisme, som bl.a. afgør, om vi reagerer med stress i konkrete situationer, kaldes stressresponssystemet. Systemet fungerer helt nede på molekylært niveau, og hvis det er blevet provokeret i tide og utide, vil det ændre sig. Alarmklokkerne ringer så at sige oftere og hurtigere. Bare ved tanken om, at noget kunne være en lille smule farligt, går systemet i gang.
• For det andet vil de stresshormoner, hjernen udsættes for under opvæksten, påvirke barnets nerveceller og den måde, de fremover vil kunne fungere på. Det genmateriale, barnet har med sig, bliver også forstyrret og kan altså ikke bruges optimalt.
• For det tredje er det forskelligt hvordan og hvilke dele af hjernen, der bliver påvirket. Hjernen er ikke lige følsom alle steder, og barnets genetiske forudsætninger spiller også ind for, hvordan det enkelte barn påvirkes. Stress påvirker os forskelligt og har forskellige konsekvenser.
• For det fjerde ved vi, at stress i opvæksten giver varige mén i forhold til den måde, barnets hjerne fremover kommer til at fungere på. Specielt den venstre halvdel af hjernen vil ikke udvikle sig optimalt, hvis barnet oplever for meget stress, og ligeledes nedsættes lillehjernens evne til at fungere optimalt. Lillehjernen styrer barnets muskelkoordination og balance. Stressede børn er mere fumlede, upræcise og ukoordinerede, og dette kan påvirke barnets evne til at skrive og tale. Stressede børn lærer senere at tale og skrive!
• For det femte vil et øget stresspres på hjernen i barndommen medvirke til, at barnet senere har en forhøjet risiko for at udvikle posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), depression, forskellige personlighedsforstyrrelser som borderline (BPD) og dissociativ forstyrrelse (DID) og endelig misbrug i form af stoffer, lightergas eller alkohol.
• Og endelig for det sjette vil for meget stress i de tidlige år hæmme den fysiske vækst. Stress går direkte ind og ”angriber” barnets væksthormoner, hvilket jo selvsagt er katastrofalt, da barnet derved stopper med at vokse.

Kilder: Vivette Clover, professor ved Oxford universitet.
Romeo D. Russel. Forsker Rockefeller University.
m.f