Posttraumatisk Stress - PTSD

Få svar på dine spørgsmål i vores brevkasse

Vil høre om I ved noget om posttraumatisk stress.?????????

Jeg fik 1998 en arbejdsskade hvor jeg gik helt ned med "flaget" og en efterfølgende depression, der varede knap 1 år. Fik ingen medicin ( valgte det fra ) men psykoterapi og akupunktur. Det hjalp, men jeg døjer stadig meget med stress ved almindelige belastninger, som andre kan klare.

Sover jeg ude, er jeg oftest søvnløs og bare tanken om at overnatte andre steder end hjemme kan give ubehag. Det er som om stressen er i kroppen konstant, og kan udløses ved belastninger, som jeg før kunne klare.

Jeg har altid haft let til stress undtagen i ungdommen, hvor jeg klarede alt.

Jeg er sidst i 40-erne, spiser ingen medicin men en ½ stillnocht (indsovningspille ) når søvnløsheden er slem.

Vil meget gerne komme lidt videre med min arbejdsskade, selv om jeg har fået at vide den er kronisk.

Jeg hverken ryger eller drikker , højst 1-3 glas rødvin på en hel weekend, så det er ikke her problemet ligger.

Mon I har nogle hold for mennesker med kronisk stress, der er uden for arbejdsmarkedet.??????????

Mange hilsner Hanne      


Hej Hanne

Du spørger om 2 ting.

1.Ved i noget om Posttraumatisk stress.
2. Har i hold for mennesker med kronisk stress, der er uden for arbejdmarkedet.

Om traumer og højstress situationer, kaldet Post traumatisk Stress disorder ( PTSD).

Der er mange mennesker i vores samfund, som på arbejdet eller i privatlivet har været udsat for oplevelser af traumatiserende karakter. Disse traumatiserende oplevelser, påvirker i stort omfang menneskers arbejdsevne. Indenfor visse brancher er risikoen specielt stor f.eks. hvis der er risiko for fysisk eller psykisk vold med trusler på liv eller velfærd. Her kan nævnes socialpædagogisk arbejde med belastet klientel, fængselsfunktionærer, socialrådgivere, både privatpraktiserende og hospitalsansatte læger, bank og posthusfunktionærer, der er udsat for røverier, lærere i belastede områder af samfundet, brandsluknings personel, politibetjente og mange flere grupper.

Det er ud fra undersøgelser af det psykisk arbejdsmiljø, blevet mere tydeligt, hvor mange mennesker, som får problemer på arbejdet, eller eventuelt må opgive deres arbejde, fordi de f. eks har været udsat for vold eller trusler om vold på arbejdet.

PTSD reducerer ret hurtigt vores evne til at håndtere stress i almindelighed.

Post traumatisk stress disorder har simpelt sagt nogle af de samme effekter på nervesystemet, hjernen, organerne og psyken, som stress , bare meget voldsommere.

PTSD låser vores livsenergi fast og gør os mere bange.

Vores viden om post traumatisk stress vokser utroligt i disse år, fordi psykologer, terapeuter, psykiatere og neurologer bliver mere og mere bevidste om de neurologiske, kemiske og psykiske følger af sådanne oplevelser. I dag ved vi fks, at vold og overgreb i barndommen ikke kun påvirker psyken, men også hjernens funktioner.

Det der kendetegner en PTSD oplevelse er, at vi har følt os truet på livet.

Det afgørende er ikke om vi reelt har været truet på livet, men om vi har følt det sådan. For når vi føler vi er struet sætter de primitive overlevelsesreaktioner ind.

Men vi kalder det først en post traumatisk oplevelse, når en person bliver så bange og forskrækket, at reaktionen bliver siddende i hjernen, kroppen og nervesystemet, selvom oplevelsen, truslen er ovre. Selv om man prøver at fortrænge oplevelsen, gemmer kroppen og hjernen på dele af oplevelsen, som betyder, at der er dele af hjernen og nervesystemet som har svært ved at slappe helt af og give slip på oplevelsen. De dele af hjernene og nervesystemet er i konstant alarmberedskab og parat, på vagt overfor hvornår den næste katastrofe sker. Det er en instinktiv måde, at sørge for, at vi kan handle og overleve. Desto voldsommere oplevelsen har været og desto flere gange den er indtruffet, jo mere aktiv er denne underliggende alarmtilstand. Et af kendetegnene ved en traumatisk oplevelse er, at vi har svært ved at komme ud af denne indre alarmtilstand. Også selvom den ydre trussel er forsvundet. Forskellen på en almindelig ubehagelig oplevelse og en traumatiserede chokerende hændelse er, at det er svært at slippe den. Bevidstheden kan måske godt fortrænge den( det vil sige vi tænker ikke på den mere) men i de primitive dele af hjernen, som vi kalder det emotionelle/limbiske system, og det instinktive /reptile system, arbejder den videre. Det at vi har en bevidsthed der kan tænke og forstå ting er unik for os mennesker, i forhold til andre pattedyr. Men vores nervesystem og dele af hjernen fungerer derimod på samme måde som hos dyrene. I de mere primitive dele af hjernen, bor vores følelser og dermed vores grundlæggende styringsværktøj i livet. Følelserne er vores styringsværktøj, bl.a. fordi de skal fortælle os hvornår noget er rart og hvornår det ikke er rart eller måske endda så ubehageligt at vi skal flytte os væk. Uden et sådant styringsværktøj kan vi ikke skabe gode situationer eller livs omstændigheder for os selv. Så bevæger vi os ikke hen imod det, der føles godt, og undgår det, der føles ubehageligt, eller endnu vigtigere: væk fra det der truer os.

Hvis man har været udsat for vold, overgreb eller blot generelt manglende omsorg som barn, kan det være svært at finde hen til det, der er rart og trygt, og man bliver i det, der er ubehageligt, alt for længe. Eller endda i det, der er truende .

Dele af det primitive hjerne system er koblet ind på at registrere, hvornår vi, som pattedyr skal kæmpe eller flygte fra noget, der er farligt. Denne funktion er der for at sikre vores overlevelse, hvis en situation bliver truende. Når det primitive systemet går i gang, sætter det gang i produktionen af en masse hormonstoffer, mest adrenalin, som vi kalder for "kamphormonet". Adrenalinet gør os meget vågne og vi får meget mere energi, fordi vi skal kunne løbe stærkt, eller være gode til at bekæmpe fjenden. Det er ikke svært at forestille sig, at vi mennesker har været meget afhængige af denne aktivering af energi, dengang vi var jægere og måtte jage for at sikre vores overlevelse eller kæmpe mod en trussel, der kunne tilintetgøre os. De vilde dyr lever hele tiden med disse instinkter, men forskellen er, at dyrene for det meste udløser impulserne( kommer af med dem) gennem kamp eller flugt, altså gennem voldsom fysisk aktivitet. Hvis de ikke har mulighed for at gøre det, så har nervesystemet en tredje reaktions mulighed: nemlig at stivne eller at fryse - en måde at gøre sig død på. Sådan er det også for os mennesker. Det har en dyb mening i naturen, fordi man bliver følelsesløs i den tilstand og det kan være hensigtsmæssigt, hvis man er ved at blive ædt. Men det har også en anden funktion, da dyret kan vinde tid, hvis jægeren tror, at det er dødt. Så kan det gå ind i en slags paralyseret tilstand og hvis jægeren så går langt nok væk, slipper lammelsen måske så meget, at dyret kan være heldigt at slippe væk. Det er også det der sker, når katten leger med musen. I det øjeblik musen øjner en udvej, frigives alt den opsparede energi i nervesystemet, og den kan kort efter flygte med ekstra kraft. Det skyldes, at den adrenalin produktionen der faktisk foregår hele tiden, først kan udløses, når katten ikke længere er for overlegen. Indtil da er musens bedste chance for at overleve, nemlig at stivne. Men energien bliver bundet nedenunder i kroppen og hjernens system. Den indre speeder er stadig på, men bremseren er også på. Bremseren holder reaktionerne tilbage og det gør, at der er tryk på det indre system, der forbruger en masse energi, men ikke kommer ud af stedet.

Sådan er det også når man er traumatiseret. Der er aktiveret en masse energi, både følelsesmæssigt, kemisk og neurologisk – gennem den trussel og enorme angst man har oplevet. Men energien har ikke kunne udløses, da man har i situationen var nødt til at holde den tilbage for ikke at gå amok, eller prøve at flygte eller kæmpe. Tit oplever vi, at det ikke kunne lade sig gøre, at udleve disse reaktioner. Man kan sige, at det der afgør, om vi bliver traumatiserede eller ej, er hvordan vi håndterer oplevelsen medens den står på, og også om vi kan slippe oplevelsen og alarm tilstanden når den er overstået.

En væsentlig ting i dette er, ikke om der var en vej ud eller ej, men om vi oplevede, om der var en vej ud dvs., at hjernens tolkning af situationen er afgørende for, om processerne bliver sat i gang. Denne forståelse har en stor betydning i forhold til PTSD og behandlingen af samme, fordi mennesker, der er traumatiserede og ikke er kommet ud af alarm tilstanden, vil have en tendens til hurtigere at opleve en ny situation som truende og stressende. Deres indre alarmknap slår hurtigere til, så der produceres adrenalin og kortisol hormoner. Det er sværere for os mennesker at komme af med de impulser efter at truslen er ophørt. Dyrene er bedre til at stoppe produktionen af stress hormoner, ellers kunne de ikke overleve. En gazelle kan flygte fra en løve det ene øjeblik, og kort efter stå roligt og spise græs. Det ville de fleste almindelige mennesker ikke kunne. Vi ville være for ophidsede, blive ved at producere adrenalin og være på vagt overfor hvornår løven ville angribe igen. Dyrene udløser for det meste stresshormonerne gennem fysisk aktivitet. Børn reagere også lettere ud, mens vi voksne af opdragelsesmæssige og sociale grunde har lært at holde reaktionerne tilbage, på en måde hvor vi ikke kan komme af med det indre opbyggede overtryk, som udløses af angsten.

Da vi ofte ikke kan komme af med sådanne oplevelser fortrænger vi dem efter et stykke tid. Eller som jeg ofte støder på det ude på arbejdspladserne, benægter vi oplevelsens betydning af sociale grunde, for ikke at tabe ansigt, være en tøsedreng osv. Altså det vi kunne kalde Tarzan syndromet. Men hvis det har været en rigtig traumatisk oplevelse, glemmer dele af hjernen og nervesystemets overlevelsesalarm foranstaltning, det aldrig. Vi kan ikke glemme det fordi alarmreaktionerne der ikke blev forløst, sidder i os. Vi bliver nød til at lære at give ægte slip på oplevelsen og virkelig forstå at vi overlevede. Ikke kun intellektuelt/mentalt, men begribe det med hele vores jeg (krop, følelser). Ofte er det ikke muligt rigtig dybt at slippe oplevelsen før alarm tilstanden i den limbiske del af hjernen er faldet til ro.

Men fordi oplevelsen er så overvældende i voldsomme traumer og chok, splitter vi ofte bevidsthed og følelser, sådan at man efter et stykke tid ikke bevidst kan huske betydningen af selve oplevelsen. Alligevel ligger angsten stadigvæk i systemet, og vi bliver bange eller rasende uden længere at kunne ”huske” hvorfor. Vi lever øjensynligt videre, men begynder at blive bange for andre ting, end det vi oprindeligt var bange for. Det kalder vi for falske årsager. Der opstår langsomt en masse psykiske og fysiske følge virkninger. Man kan blive mere utryg, føle uro, indre stress, få søvnproblemer, mareridt, apati og magtesløshed, raseri og irritation, muskelspændinger, hypervågenhed (at være på vagt hele tiden), hyperaktivitet, pludselige humørsvingninger m.m. Eller voldsomme oplevelser trænger sig på gennem billeder, isolation, panik, en indre alarm tilstand, der kan medføre at man bliver mere paranoid, altså mister den trygge fornemmelse af verden.

Når man har været udsat for PTSD mister man sin tilpasningsevne og ofte ser man ændringer i livs strategier efter PTSD f. eks at man pludselig skifter job. Som vi tidligere definerede det, er det ikke afgørende hvad vi kommer ud for, det der er afgørende er, om det er en PTSD oplevelse, altså hvordan vi oplevede situationen, om vi følte os truet, ikke om vi reelt var truede. Det er vigtigt, fordi det er forskelligt, hvad der skal til for at vi føler os truet. Mennesker, der har oplevet voldsomme traumer før, er mere sårbare for at situationer opleve PTSD. Derfor kan en generel højstresset opvækst udløse PTSD, dvs., at man nemt går i chok.

På samme måde er det sådan, at hvis man arbejder i et højstress område over længere tid, er der større risiko for, at blive sekundært traumatiseret. Arbejder man med flygtninge, der ofte er ret traumatiseret, vil nogle af symptomerne kunne sprede sig til dem der arbejder tæt på de traumatiserede personer, fordi traumatiserede mennesker, ikke fungerer som ikke-traumatiserede mennesker. De reagerer anderledes, enten voldsommere eller mere apatisk. Det kan være meget krævende og aktivere mere stress hos de ansatte.

Der er to hovedformer for traumatisering vi kan være udsat for. Den, vi selv er direkte udsat for, og den, vi ser eller hører andre mennesker blive eller have været udsat for. Den første form kaldes terror, den anden for horror, altså rædslen over at se andre mennesker blive udsat for terror, uden at kunne gribe ind. Det gælder også, dog ofte i mindre grad, ved at høre om terror.

Vi ved, at også i en sådan situation (ligesom i de direkte traumatiserende situationer), frigøres der en mængde hormonstoffer i kroppen, altså en del af den overlevelsesreaktion, som er beskrevet tidligere.

Så mennesker, der arbejder i psykisk belastede arbejdsområder skal være opmærksomme på dette, at de kan blive direkte eller indirekte traumatiseret.

Hvad kan vi gør ved det ?

I først omgang er det meget vigtigt at få udtrykt sin oplevelse til et andet menneske. Hvis det er muligt, er det vigtigt at kroppen for lov at reagere på den ophobede energi på en forsvarlig og konstruktiv måde f.eks. ved at ryste, hugge brænde m.m. for at komme af med spændingen. Det er ikke nok at køre kroppen træt ved motion, den skal komme af med den ophobede spænding.

Fortæl dig selv at du faktisk har overlevet situationen.

Find ting at kigge på eller beskæftige dig med, som gør dig rolig, som får dig tilbage til dagligdagen. Men ikke ved at fortrænge, for du kan ikke snyde hjernen og nervesystemet. Skriv evt. dine oplevelser ned og læs dem højt for en god ven, hvor du skal tillade dig at opleve dine egne reaktioner imens. Begynd langsomt at gøre det du evt. er blevet bange for. Det er vigitig at det er langsomt og meget forsigtigt, for du kan nemt snyde dig selv, og bilde dig selv ind, at du kan klare tingene hurtigere end du kan.

Der sker altid nogle koblinger i PTSD, f.eks. mellem en bestemt situation og vold. Hvis man er blevet slået ned i en bestemt situation på arbejdet, vil hjernen nemt koble netop den situation sammen med vold og trussel. Den skal langsomt afkodes. Nogen gange kan det gå hurtigt, altså det man i folkemunde kalder ”at komme op på hesten igen”, og som på mange måder kan være sundt, fordi en del af det at komme ud af traumet er, at få sit liv til at fungere igen. Men der er også masser af eksempler på mennesker, som alt for hurtigt går tilbage på arbejde, og så kommer alle symptomerne langsomt snigende. Det sker ofte for meget pligtopfyldende mennesker, som kan have en tendens til at negligere deres eget velbefindende.

Derfor kontakt evt. en psykoterapeut eller psykolog, som har forstand på PTSD. Det er meget vigtigt at du sikre dig at terapeuten virkelig ved noget om PTSD, da det ikke skal behandles som andre psykologiske temaer, men med helt specielle metoder.

Er du tvivl om du har brug for professionel hjælp, så plejer vi at sige, hellere af sted en gang for meget end en gang for lidt. Konsekvenserne ved ikke at få det bearbejdet, kan være katastrofale.

Så Hanne det var en forklaring af hvad PTSD er. Jeg vil også anbefale dig en bog der hedder VÆK TIGEREN, Af Peter Levine, fra Borgens Forlag. Nogle af dine symptomer kunne tyde på at du har PTSD symptomer. Din høje sårbarhed overfor stress, din utryghed. Akupunktur er godt mod stress i almindelighed, men hjælper nok ikke meget på PTSD. Det for nervesystemet mere på plads, men det fjerner jo ikke angsten.

Med venlig hilsen

Peter Koefod
Psykoterapeut og stresskonsulent
Center for Stress og Trivsel

Ønsker du at høre nærmere om vores AMR-kurser?

Udfyld formularen og få et uforpligtende tilbud på din opgave. Vi vender tilbage hurtigst muligt.