• Samarbejde med forældrene

• Omsorg og støtte ved tilegnelse af sociale og almene færdigheder

• Styrkelse af det enkelte barns udvikling og selvværd

• Bidrag til en god og tryg opvækst

• Stimulering af barnets fantasi

• "Rum" til at lege - udfoldelse og samvær

• Udvikling af barnets evne til medbestemmelse og ansvar

• Forståelse af kulturelle værdier

• Viden om og erfaring med naturen og miljøet

• Dagtilbuddets forebyggende og integrerende rolle

• At medvirke til, at børn med særlige behov får nødvendig støtte

(Smidt et al, 2002)

Formålslisten viser, at der er en forventning om institutionen, som familiens forlængede arm, både i forhold til det, at skabe en tryg opvækst, samt i forhold til at bidrage til almen dannelse. Rollen ses ligeledes, som samfundets forlængede arm, idet der er fokus på at børnene siden hen skal kunne deltage som borgere i et demokratisk samfund. Rollen indbefatter desuden fokus på og varetagelse af børn med særlige behov.
Forventningsniveauet bygger stadig på en "en-til-en"-, eller "en-til få"- opgave, men dette til trods ser vi, at normeringerne til stadighed ændres mod flere børn til færre pædagoger. 
Normalnormeringen i en børnehaver er i dag ca. 3:22 børn, i vuggestuer 3:10 børn, i SFO ca 5:60 børn og i klub 5:90. Heri er også medregnet ikke-uddannet personale.

Psykisk arbejdsmiljø
De ovenstående forhold har stor betydning for det pædagogiske arbejdsliv, hvor vi ser et stadigt stigende sygefravær og en stadigt stigende oplevelse af stress. I 2002 var det gennemsnitlige sygefravær på 10, 4 dage og dermed det højeste hos samtlige FTF´s branchegrupper. (CASA, 2002) På samme tid angav 34% af pædagogerne at være plaget af stresssymptomer (ibid)
Dette skal ses udløst af, at et stigende antal pædagoger føler, at det bliver sværere og sværere at leve op til de krav, der stilles til opgaven, man føler sig ikke tilfreds med hverken kvaliteten eller mængden af det arbejde man udfører. Mange oplever ligeledes, at det er svært at bevare et godt forhold til kollegerne når presset i hverdagen er stort. Der stilles flere administrative krav, der af mange pædagoger opleves som liggende udenfor kerneydelsen. Det opleves derfor, at der bruges mange kræfter på dokumentation, mødeaktivitet og planlægning, som tages fra den direkte kontakt med børnene. 
Det opleves, at forældrekravene er blevet sværere at håndtere, dels fordi der ikke er ressourcer til at opfylde forældrenes ønsker, men også fordi de krav forældrene stiller, er centreret omkring eget barn. Pædagogerne oplever forældrekravene som provokerende, da virkeligheden for dem er, at der skal skabes trivsel for samtlige børn i institutionen og det tillader ikke individuelle behov, målsætning til trods!
Desuden oplever pædagogerne, at der er uklare målsætninger for deres arbejde med indbyggede modsætninger, hvilket umiddelbart også er tilfældet jvf. ovenstående betragtninger over målsætning og normering.
At lidt over 1/3 af det pædagogiske personale oplever stresssymptomer i hverdagen, må betragtes som en uhensigtsmæssig situation. Dels er det problematisk, at vi har et arbejdsområde, hvor så mange bliver negativt påvirket af det daglige arbejdsliv og det burde i sig selv udløse en omgående politisk indsats for at udbedre problematikkerne. Der ud over er det katastrofalt, at børns daglige omsorg varetages af et stresset personale, når vi kender følgerne af stress hos voksne mennesker og ser det i lyset af forudsætningerne for en sund barndom i trivsel.
Stress hos personalet kan aflæses på sygefraværet og på undersøgelser over det psyko-sociale arbejdsmiljø. I et arbejdsmiljø, hvor personalet giver udtryk for manglende overblik, uklar målsætning, for få ressourcer i forhold til opgaven og oplevelsen af manglende kompetencer, ser vi en tiltagende manglende evne til samarbejde, fleksibilitet og evne til at holde fokus. Der opleves flere interne stridigheder blandt personalet, samt med eksterne samarbejdspartnere. Stress er også medvirkende til indskrænkning i evnen til at være empatisk og social, samt evnen til at holde følelsesmæssigt fokus. Vi ved ligeledes, at stress har en betragtelig negativ påvirkning på hukommelse og koncentration. 


Børn og trivsel
Stress er en tilstand, der opstår, når et individ udsættes for pres, krav eller belastninger, som overstiger de ressourcer, der er til rådighed. Dette gælder hvad enten man er et barn, en ung eller en voksen. Ressourcer er såvel fysiske, mentale som psykiske ressourcer. 
Stress er dermed også en tilstand, der opstår når vi føler os utrygge og usikre, og særligt når vi ikke har handlemuligheder i den utrygge tilstand.
For børn gælder det, at de med deres endnu umodnede hjerner, har lettere ved at miste overblikket, og sværere ved at forstå rationelle konsekvenser. Børn oplever, sanser og fortolker deres verden mere emotionelt end voksne normalt gør.
Gennem tilknytningsteorien forstår vi barnets udvikling, som en langsom sikker udforskning af den omkringliggende verden, en udforskning, der fører til genkendelse, forståelse og erfaring i at begå sig, en udforskning, der fører til at barnet langsomt, men sikkert lærer at mestre sin verden. Den sunde udvikling og de gode mestringsstrategier forudsætter dog, at barnet kan forske ud fra en tryg base, det vil i første omgang sige forældrene og siden hen andre tætte voksne. Den trygge base repræsenterer det sted, hvor barnet føler sig set, hørt og forstået, det sted hvor udforskning anerkendes eller stoppes, det vil sige, at den trygge base dels repræsenterer den sikre navigation i verden - "Hvordan skal jeg opføre mig?", "Er det her farligt eller sikkert?", "Må jeg det her?", men også det sted, der sætter grænser og guider barnet, når det er ved at gå ud over sin egen formåen. 
For det meget lille barn kræver det en fysisk nærhed med trygge voksne, for det lidt større og stadigt voksende barn, vil erfaring give barnet en mulighed for at vurdere en situations sikkerhed ud fra den "indre sikre base". Denne erfaring og sikkerhed, vil som sagt vokse op gennem barnets levetid, men det kræver til stadighed, at barnet har nogle trygge voksne at søge tilflugt og sikkerhed hos. Af og til bare i et splitsekunds øjenkontakt for at få anerkendelse for eller for at få korrigeret videre handling. Det kræver en nærværende voksen, der ikke bare er fysisk, men også psykisk tilstedeværende.
Børn har brug for at blive udfordret og for, i passende portioner, at gå lidt ud over grænserne for deres formåen, som en del af deres udvikling. Men for at denne udfordring giver sunde og sikre mestringsstrategier kræves det, at det foregår i kontrollerede og trygge rammer sammen med "sikre" voksne. 
I Danmark har vi gennem de senere år set en voldsom stigning af børn i mistrivsel, og dette kan give anledning til at tro, at flere og flere børn oplever, at den sikre base, hvad enten det er den hjemlige eller den udenomsfamiliære, som de møder i institutionslivet, er knapt så sikker som den burde være.
I marts 2005 blev det offentliggjort, at man på Ålborg Sygehus børneafdeling, gennem de seneste 3 år havde oplevet en stigning på 30 % i antallet af børn, der blev indlagt med stressrelaterede problematikker. I samme periode bekendtgjorde svenskerne, der er i gang med en nordisk undersøgelse om stress hos børn, at hvert 5. danske barn har fysiske tegn på stress! Vi ved, at der er lange ventetider for børn, der skal i psykiatrisk behandling, hvilket angiver et voksende antal børn, der har behov for denne form for behandling. Hos Center for Selvmordsforskning kan man læse, at antallet af unge, der forsøger selvmord i Danmark, er et af verdens højeste.
Der er dermed noget, der tyder på en større ensomhed blandt børn, børn der føler de står alene med beslutninger og vurderinger i livet, som de har brug for at dele med voksne, der kan guide og berolige dem, så de kan træffe nogle sikre valg.

Stress
Stresshormoner udløses blandt andet ved utryghed og angst. Stresshormonerne går ind og påvirker kroppens biologiske system, dels ved øget hjerterytme, åndedræt, stofskifte og blodsukker, men også ved en sænkning af tarmperistaltikken og immunsystemets funktion. Det kan medføre forstyrrelser i hjertet og blodsukkerbalancen, det kan give nyreskader og mave- og fordøjelsesproblematikker, vandladnings- og afføringsproblematikker, samt øget risiko for infektionssygdomme. Stresshormonerne påvirker også hjernens evne til at modtage og bearbejde sansninger. Evnen til at sansebearbejde rationelt nedsættes, og det emotionelle indtryk bliver dermed ikke tilpasset af det rationelle. Det betyder, at barnets arbejde med at lære, for eksempel at læse og skrive, bliver hæmmet, da vi bruger vores rationelle hjerne til at kategorisere og systematisere viden. Ligeledes bliver barnets evne til at lære sociale færdigheder hæmmet og barnet vil få sværere ved at impulskontrollere egen adfærd. 
Langvarig stress hos børn kan få væsentlige langtidskonsekvenser, som ud over at blive dyrt for samfundet, også har betydelige menneskelige omkostninger.

Fremtidsperspektiv
Den pessimistiske synsvinkel, som er fremstillet i det ovenstående, kan meget let give anledning til opgivenhed og håbløshed i de pædagogiske kredse. Der kan meget let stoppes ved følelsen af, at så længe forholdene er så håbløse, og staten er overmagten, så er der ikke noget at stille op.
Det er dog langtfra mit sigte med artiklen. Jeg mener, som det kan læses direkte og mellem linierne, at det er på tide at fagforeningen træder i karakter vedrørende de pædagogiske arbejdsforhold. Jeg mener også, at det er på tide, der sættes fokus på langtidsperspektiverne samfundsmæssigt, hvis udviklingen i pasningstilbuddene ikke ændres. Dermed mener jeg, der er et politisk ansvar. 
Men jeg mener også, at pædagogstanden har et ansvar for at råbe "vagt i gevær" og gøre konstruktivt opmærksom på de nuværende arbejdsforhold, samt de langtidsperspektiver fagfolk frygter. Det er pædagogerne, der dagligt står i belastningen og ser påvirkningen på de børn, der er i deres varetægt. Børn, der bliver urolige, forvirrede, mere larmende eller mere tilbagetrukne, afhængigt af personlighed. Det er pædagogerne, der går hjem med en følelse af ikke at have ydet det optimale, men tvært i mod, går hjem med følelsen af "lige at have klaret skærene" igen i dag! 
Men hvordan skal det så magtes, at råbe omverden op i en i forvejen belastet dagligdag?
Pædagoger stresses af forældrekrav og af de øgede krav der stilles, til andre ydelser end kerneydelsen. Jeg har så ofte det har været mig muligt givet udtryk for, at en manglende faglig stolthed blandt pædagoger, efter min mening bærer en stor del af tyngden i den oplevede belastning. I mit arbejde ude i institutionerne, hvor jeg blandt andet fungerer som konsulent i forbindelse med institutionernes interne arbejde med psykisk arbejdsmiljø, støder jeg ofte ind i manglende teoretisk begrundelse, for det arbejde der udføres i institutionen. Jeg oplever at pædagogerne står uden faglige begrundelser i mødet med de kritiske og krævende forældre, og at forældrene dermed kommer til at indtage, og få magt i institutionerne både i forældrebestyrelsesarbejdet, men også i en-til-en mødet mellem forælder og pædagog. Denne magtovertagelse skaber mindreværd og magtesløshed hos pædagogerne. Denne magtesløshed skaber vrede, og det medfører, at man betragter forældrene som krævende og kritiske "fjender". Det samme er tilfældet med krav fra øvre hold, som eksempelvis læreplaner. Man har svært ved at få øje på fordelene i de nye tiltag og krav, man oplever i stedet, at der tilføjes endnu en umulig opgave uden tilførsel af ressourcer. Dermed kommer stat, kommune og forvaltning med i kassen med fjendebilleder!
Problemet er her, at de indvendinger, der udtales højt indadtil i kollegakredsen, ikke kommunikeres ud på en konstruktiv måde. I stedet finder man tid og måder at håndtere de nye krav, så kravstillerne gøres tilfredse!
Det er min overbevisning, at pædagogerne kan styrke egne ressourcer og dermed de fælles ressourcer, ved at møde omverden med teoretisk begrundede værdier og mål og derigennem skabe respekt om faget og de daglige prioriteringer, og deres betydning for fremtidsressourcerne. 
Selvfølgelig vil et hvert nyt krav til pædagogerne opleves som en belastning, som tilstanden er nu. Stress skaber fjendebilleder, det er derfor heller ikke så mærkeligt, at krav opleves som en "fjendtlig" handling. Derfor er det meget vigtigt, at hver enkelt pædagog og samtlige institutioner får styrket de ressourcer der er, ved at sammensætte dagligdagserfaring med det teoretiske fundament, der ligger i pædagogisk viden. Fagstoltheden skal øges gennem velargumenterede modkrav. Omverden skal se det pædagogerne ser i dagligdagen og forstå det pædagogerne forstår om fremtidsperspektiverne. Omverden er en barsk modspiller, som det er svært at gøre til medspiller gennem opgivenhed. Det er derfor, der nu skal fokus på pædagogisk fagstolthed og pædagogisk teori, som fundament for en ny pædagogisk arbejdsfremtid og dermed også for børnenes fremtid.

Anvendt kildemateriale:

	Bowlby, John (1994) En sikker base - tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. Det lille forlag, Frederiksberg
	Brinch, Bøgeskov & Ellermann (2002) Hjernen og stress
	Casa, AMI rapport, Christensen, J.M. (2001): FTFérnes arbejde er udfordrende, men det slider på sjælen. En undersøgelse af FTFérnes psykiske arbejdsmiljø 2. udg. redigeret 2002
	Center for selvmordsforskning
	Danmarks statistik, 2002, Børns levevilkår,106
	Jensen, B., Barret, A. & Christoffersen, M. (2003) Daginstitutioner som instrument til at bryde social arv - hvad ved vi fra den nationale og internationale forskning og hvad gør vi? Arbejdspapir 8, Vidensopsamling om social arv. Socialforskningsinstituttet, København
	Jyllands Posten, 7.3.05
	Politiken, 27.10.04
	Smith, S., Mikkelsen, P., Kjær, B., Hagemann, H., Malmgren, M. & Olsen, C.B. (2002) Pædagogik og politik i kommunerne. Dagtilbud til børn - Rapport 1. Socialministeriets evaluering af formålsbestemmelsen om dagtilbud til børn i love om social service. Socialministeriet, København.
	Stradell, H. (1999) Hvad foregår der i samværet mellem børn? Børnehaven som eksempel. I: Decik, L & Jørgensen, P.S. (1999) Børn og familier i det postmoderne samfund. Hans Reitzels forlag, København
	Stress and Young Children (2004), Wikipedia encyclopedia 1, 0822